Hvad er motivet bag Danmarks statsminister og Grønlands lufthavne?

Den danske statsministeren, Lars Løkke Rasmussen (t.v.) og formannen for Naalakkersuisut på Grønland, Kim Kielsen, signerte avtalen om dansk medfinansiering av tre grønlandske lufthavner tidligere i år. (Foto: Naalakkersuisut).
Den danske statsministeren, Lars Løkke Rasmussen (t.v.) og formannen for Naalakkersuisut på Grønland, Kim Kielsen, signerte avtalen om dansk medfinansiering av tre grønlandske lufthavner tidligere i år. (Foto: Naalakkersuisut).
Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussens (V), lufthavns-initiativ overfor Grønland var lige ved at gå galt. Den regerende koalition i Nuuk brød sammen i protest, og det kom meget tæt på et valg i Grønland. Nu tages der hul på det næste kapitel, skriver Martin Breum.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen spiller en nøglerolle i grønlandsk politik i disse dage. Statsministerens tilbud om at skyde 700 millioner kroner plus lån ind i to omstridte lufthavnsbyggerier udgør en vital krumtap i en serie kontroversielle forhandlinger i Inatsisartut, det grønlandske parlament, som kulminerer netop nu.

Det er derfor værd at hæfte sig ved, at statsministerens motiv efter alt at dømme indeholder elementer, som hidtil har været stort set ubeskrevet i mediedækningen. Lars Løkke Rasmussens usædvanlige engagement i lufthavnsprojektet handler højst sandsynligt ikke kun om frygt for kinesisk indflydelse i Grønland eller om at gøre projektet mindre risikabelt for den grønlandske økonomi og dermed for grønlænderne som sådan.

Meget tyder på, at det ikke mindst repræsenterer ønsket om at fastholde Grønland i det rigsfællesskab, som statsministeren opfatter som et ualmindeligt vigtigt element i selve den danske nations DNA. 

De hidtidige forhandlinger i Nuuk sandsynliggør, at et flertal i Inatsisartut om få dage vil vedtage den lov, der skal sætte fart i udvidelse og modernisering af lufthavnene i Nuuk og i Ilulissat, der er Grønlands tredjestørste by og primære turistdestination. Vi taler om det dyreste infrastrukturprojekt i Grønlands historie.

Projektet er omstridt i Grønland. Der er alvorlig strid til det sidste om centrale elementer i planerne, herunder landingsbanernes ideelle længde, USA's rolle, de samfundsøkonomiske effekter, manglen på et bredt forlig i parlamentet, byggeriets tilrettelæggelse (skal man bygge én lufthavn først eller begge på én gang?) og endelig finansieringen. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussens tilbud om dansk medfinansieringfik i september den daværende grønlandske regeringskoalition til at gå i opløsning.

Det løsrivelsesivrige Partii Naleraq trak sig ud af regeringskoalitionen i frustration over udsigten til øget dansk indflydelse i Grønland. Lufthavnspakken vedtages nu af en ny mindretalskoalition med støtte fra det liberale parti Demokraterne, men altså uden Partii Naleraq og også uden det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit.

I mellemtiden spekuleres der grundigt over Lars Løkke Rasmussens motiver, både i Grønland og Danmark og senest under et samråd i Folketinget, hvor finansminister Kristian Jensen bl.a. måtte svare på, hvor tungt frygten for Kinas potentielle rolle vejer i regeringens overvejelser.

Det har næppe været nogen nem opgave for finansministeren. Både statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren har udtrykt frygt for, at Grønland skulle finde på at låne penge til lufthavnene i Kina og ende i en smertefuld, kinesisk gældsfælde.

En sådan frygt er ubekvem at forklare over for den kinesiske ambassadør i Danmark eller næste gang, en dansk minister er i Kina, så Kristian Jensen blev aldrig særlig konkret, og den præcise vægt af frygten for kinesisk pression kender vi derfor ikke.

Andre har antydet, at statsministeren på opportunistisk vis skulle have skiftet mening om lufthavnsprojektet. Det er der indtil videre ikke meget belæg for. Statsministeren udtrykte i 2017 bekymring over, at lufthavnsprojekterne vil sluge en stor del af de offentlige midler i Grønland, men det kan næppe siges at være i egentlig modstrid med hans efterfølgende tilbud om dansk medfinansiering.

De danske penge vil ifølge Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyres lufthavnsselskab, Kalaallit Airports A/S, spare Grønland for renteudgifter på op mod en milliard over de kommende år, fordi pengene ikke skal lånes i udlandet.

Under en forespørgselsdebat i Folketinget i 2017 sagde Lars Løkke Rasmussen bl.a.: "Der arbejdes så aktuelt i Grønland i første fase med investeringer på godt 3½ milliard kroner eller knap 25 procent af bnp. 25 rocent af bnp er et stort beløb.

Jeg er ikke i stand til at komme op med noget historisk eksempel fra Danmark, der kan matche en investering af det omfang.

Efter min bedste hukommelse vil det svare til 55 af de flyindkøb, vi er ved at foretage, altså 55 gange indkøbet af jagerfly af typen F-35, så det siger noget om, hvad for en investering man gør sig overvejelser om."

Og videre: "Der foreligger endnu ikke detaljerede oplysninger om økonomien i projekterne, altså nogen gennemarbejdet, transparent businesscase, men det er Grønlands Økonomiske Råds vurdering, at projekterne samlet set ikke er rentable, og at det øger risikoen for selvstyrets finanser."

Derefter fulgte tilbuddet om medfinansiering på 700 millioner plus et lån i statskassen på 450 millioner og dansk garanti for et lavt forrentet lån i den Nordiske Investeringsbank på yderligere 450 millioner. Holder budgettet for lufthavnene, vil der ikke være brug for yderligere lån i udlandet, og byrden på det grønlandske samfund vil altså være reduceret betydeligt.

Spørgsmålet er så, om statsministerens mission er båret af rene altruistiske hensyn til Grønland? Sådan kan det fremstilles, men historien er formentlig noget længere.

I de seneste uger har vi set, hvordan USA signalerer stærk og fornyet interesse i de grønlandske lufthavne. En dansk-grønlandsk delegation har angiveligt været til forhandlinger i USA; den grønlandske avis Sermitsiaq rapporterer, at det amerikanske forsvar står klar med 1 milliard danske kroner, men intet er bekræftet.

De grønlandske parlamentsmedlemmer, der nu skal vedtage grønlands hidtil største infrastrukturprojekt, ved angiveligt heller ikke mere, end der står i avisen, men det er rimeligt at antage, at statsministerens engagement er afstemt med USA's. Fastholdelsen af denne alliance er formentlig medvirkende til hans engagement.

Men stadigvæk: Historien er formentlig noget længere.

I 2017 havde jeg lejlighed til at interviewe Lars Løkke Rasmussen om hans syn på rigsfællesskabet. Her blev det klart, at statsministeren har en vidtgående opfattelse af rigsfællesskabets betydning for Danmark. Tidligere har han ofte forklaret, at han personligt ville begræde det, hvis rigsfællesskabet skulle gå i opløsning, og nu forklarede han sig.

"Der en del grunde til, at jeg holder af rigsfællesskabet," sagde han. "Jeg er færøsk gift, jeg har børn, der er halvt færøske, som er vokset op med bevidstheden om, at de ikke blot er danskere, men også har en færøsk arv, og som mestrer det færøske sprog. Jeg har en svigerfamilie på Færøerne, som er meget, meget færøske. Jeg repræsenterer den kendsgerning, at der er stærke familiære relationer mellem Grønland, Færøerne og Danmark."

Jeg spekulerede på, om statsministeren mon ville have nævnt, hvor hans tre voksne børn uddannede sig, eller hvor hans kone betalte skat, hvis vi havde talt om uddannelses- eller skattepolitik. Det ville han næppe. Familiebåndene og den personlige, ubrydelige forbindelse fik en særlig betydning, fordi vi talte om Grønland og Færøerne.

I statsministerens politiske tænkning om rigsfællesskabet hersker med andre ord nok en følelse af sammenhæng mellem Danmark og øerne i Nordatlanten, men også en fornemmelse af muligt opbrud og ingen garanteret permanens.

Han pointerede de stærke familiebånd, som nok er bånd, men som jo kan briste. "Vi har en lang historie, vi har et skæbnefællesskab. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor jeg holder af rigsfællesskabet.

Det gør Danmark stærkere at være en del af rigsfællesskabet, ligesom det gør Grønland og Færøerne stærkere," sagde han.

Samme morgen havde han igen måttet høre om skyderier og drab på bandemedlemmer på Nørrebro i København, men han talte ikke om, at de grønlandske studerende, de grønlandske patienter på sygehusene, de grønlandske arbejdsløse i Danmark koster penge.

Han talte ikke om integrationsvanskeligheder, og han brugte ingen af de velkendte klichéer om druk og forfald i denne gruppe af anden etnisk herkomst end dansk.

De grønlandske og færøske borgere i riget optræder hos statsministeren i deres helt egen kategori, principielt set omsluttet af samme favn, som han holder åben for sin kone, børn og svigerfamilie.

Han talte dybest set om et blodsbundet fællesskab med betragtelige rødder: "Det, der statuerer en nation, det er jo historien, og det, der statuerer rigsfællesskabet, det er jo også historien.

Du ved, historien kunne have gået en anden gang, og så kunne Færøerne være endt op på norske hænder. Hvor havde Grønland så været? Historien er historien, og den føler jeg mig bundet af," sagde han. 

I 2015 udpegede Lars Løkke Rasmussen, som mange vil huske,ambassadør Peter Taksøe-Jensen som udenrigspolitisk rådgiver og fik til gengæld en beskrivelse af kongeriget som arktisk stormagt og store muligheder for Danmark i det arktiske.

Jeg tænkte, at det var sådanne geopolitiske fordele, han primært ville pege på ved rigsfællesskabet, men nej: "Jeg vil ikke gøre rigsfællesskabets værdi op på den måde.

Hvordan vil du måle det? Jeg kender udmærket diskussionerne om den udenrigspolitiske merværdi og diskussionerne om de økonomiske aspekter af rigsfællesskabet, men sådan kan man ikke veje det på én bestemt vægt.

Jeg synes, at det gør os rigere på alle dimensioner, at vi netop er et rige og ikke bare ét Danmark, ét Færøerne eller ét Grønland," sagde han.

Lufthavnene er konkrete. De vil stå som synlige, moderne, delvist dansk-finansierede fremskridt i Grønland. I mange grønlænderes øjne er lufthavnene et spørgsmål om knald eller fald for deres egne muligheder.

Nogle er voldsomt imod de nye lufthavne, fordi de vil dræne landskassen og forandre trafikmønstrene i Grønland; andre håber inderligt, at lufthavnene bliver til noget.

Statsministerens og regeringens strategi, som engagementet i lufthavnene er en del af, sigter efter alt at dømme på at skabe så mange praktiske, synlige og nyttige resultater i Grønland i samarbejde med de grønlandske beslutningstagere som overhovedet muligt — lufthavnsinvesteringerne er blot det hidtil største i en række tiltag, og statsministeren har hele vejen lagt vægt på, at det aktuelle danske input også omfatter andre kontante bidrag til erhvervsudvikling i Grønland.

Forestillingen er, at sådanne praktiske udbytter af samarbejdet vil gøre rigsfællesskabet værdifuldt i stadig flere grønlænderes øjne og dermed lægge en dæmper på uafhængighedstrangen og langtidssikre rigsfællesskabet.

Lars Løkke Rasmussens lufthavns-initiativ var lige ved at gå galt: Den regerende koalition i Nuuk brød sammen i protest, og det kom meget tæt på et valg i Grønland, der kunne have afsporet processen. Sådan gik det ikke; om et par dage tages der hul på næste kapitel.

--

Martin Breum er en dansk journalist og forfatter som skriver om Arktis blant annet for Weekendavisen, Sermitsiaq (Gr)., EUobserver.com (Brux.) og ArcticToday.com (US). 

 

Tags