Kinas og Russlands økende interesse for Arktis trigger Jean-Claude Juncker: EU-presidenten fremskynder EUs arktiske politikk

Jean Claude Juncker er gået personligt ind i sagen, så kandidater til Europa-Parlamentet kan bruge det nye 'policy-paper' i valgkampen. (Foto: EU-kommisjonen).
Jean Claude Juncker er gået personligt ind i sagen, så kandidater til Europa-Parlamentet kan bruge det nye 'policy-paper' i valgkampen. (Foto: EU-kommisjonen).
EU kommissionens formand Jean-Claude Juncker tar nu personligt initiativ for å få skubbet det arktiske frem i første række - ved at iværksætte et Policy Paper om EU’s arktiske prioriteringer på et tidspunkt, hvor det bestemt ikke var ventet.

Præcis som det er sket i Norge og som det sker i Danmark flytter Arktis nu hastigt højere op også på den politiske dagsorden i EU.  Kinas, Ruslands og USAs tiltagende fokus på Arktis har skabt forstærket behov for at sikre EU’s rolle og europæernes adgang til olie, gas og mineraler i nord.

Udenrigsministere gentager gerne, at Nordområdepolitikken har højeste prioritet i norsk udernigs- og sikkerhedspolitik. I Danmark har statsminister Lars Løkke Rasmussens regering ophøjet det arktiske og relationerne til Grønland og Færøerne til en af seks topprioriteter for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i 2019-2020.

Og i EU har EU kommissionens formand Jean-Claude Juncker nu personligt skubbet det arktiske frem i første række ved at iværksætte et Policy Paper om EU’s arktiske prioriteringer på et tidspunkt, hvor det bestemt ikke var ventet. Dette kommende Policy Paper vil nu influere den politiske tænkning og prioritering i Bruxelles frem mod etableringen af den ny EU-kommission og det ny Europa-parlament, der begge træder til senere i år. Endelig skal det indgå i de komplekse, Brexit-påvirkede forhandlinger om EU’s næste budget, der er i fuld gang. 

Jean Claude Juncker har bedt den finske diplomat, ambassadør Jari Vilen fra kommissionens tænketank European Political Strategy Centre ,EPSC, om at udarbejde et 20-25-siders Policy Paper med præcise retningslinjer for EU’s fremtidige engagement i Arktis. Dette nye instrument skal foreligge allerede primo maj, så det kan anvendes i kampagner for de kandidater til EP-valget i maj, der måtte ønske det.

Jari Vilen, der kalder EPSC for kommissionens politiske udrykningsstyrke, forklarede mig det nye Policy Paper’s timing, da han var på besøg i København fredag i sidste uge: “Ideen er at bygge bro mellem den eksisterende og den næste kommission. Forhåbentlig vil det levere input allerede i den næste kommissions første fase og i fødselsesfasen af det næste Europaparlament,” siger han. Vilen har titel af Senior Advisor for Arctic Policy.

Ny geopolitik

Jean-Claude Junckers ønske om et nyt arktisk haste-instrument skyldes især to sammenhængende fænomener: Den tiltagende geopolitiske interesse for Arktis og EU’s behov de råstoffer, der findes i Arktis.

“Den arktiske regions politiske betydning er vokset med de geopolitiske ændringer i Arktis. Den politiske positionering af det arktiske er ændret i dag på grund af Kinas og Rusland voksende interesse, øgede amerikanske politiske markeringer og på grund af behovet for og efterspørgslen på naturressourcerne, gas, olie, mineraler og fisk. Arktis har ændret sig, men de europæiske positioner og vurderinger af, hvordan vi skal være engagerede i Arktis, har ikke. Jeg prøver at argumentere for, at den europæiske union skal være klar til at tage en lederrolle i Arktis, fordi hvis vi ikke gør det, så gør andre det,” siger Vilen.

Efter besøg i Finland, der overtager EU-formandskabet 1. juli, Island og Norge var Jari Vilen fredag i Danmark for at hente råd og vejledning bl.a. i udenrigs- og forsvarsministeriet, fra repræsentanter fra Naalakkersuisut, det grønlanske landsstyres udenrigsdepartement og fra EU’s miljøagenturs hovedsæde i København. Også i disse fora har Kinas voksende interesse for Arktis vakt nysgerrighed.

Styret i Beijing udgav i begyndelsen af 2018 sit første, sammenhængende arktiske strategipapir, et såkaldt White Paper, der i præcise termer gjorde klart, hvordan Kina ønsker at gøre sig gældende på stort set alle områder af den arktiske udvikling. Det gælder klimaforskningen, råstofudvinding, udvikling af nye transportruter og nye, internationale normgivende regelsæt og politiske institutioner.

“Kinas rolle i Arktis er ekstremt interessant og må nødvendigvis tages med i overvejelserne. Det globale billede tvinger EU til at være mere aktive i Arktis, så vi har behov for en mere sammenhængende og samlende Arktisk politik,” siger Vilen.

Hans iagttagelser korresponderer her indirekte med en analyse, som den østerrikske forsker Andreas Raspotnik i 2018 præsenterede i bogen The European Union and the Geopolitics of the Arctic:

“Arktis opfattes som et naboområde præget af begyndende ustabilitet og usikkerhed — en uforudsigelighed, der kan forrykke Europas stabilitet på en række måder. Desuden er effekterne af klimaforandringerne særlig stærke i Arktis, mens kilderne til disse forandringerne primært er eksterne. Konklusionen er, at europæisk handling anses for uafvendelig”, skrev Raspotnik blandt andet.

EU-kommissionen vedtog i 2016 sammen med EU’s Udenrigstjeneste sin første samlede strategi for en europæisk engagement i Arktis; en juridisk bindende Integrated Arctic Policy. En sådan overordnet politik ville normalt først blive revideret efter fire-fem år, altså midtvejs i den kommende kommissions periode, men Jean Claude Juncker har set et behov for hurtigere opdatering.

Det kommende Arctic Policy Paper vil ikke være juridisk bindende for medlemslandene og det vil heller ikke ændre EU’s gældende politik, men ifølge Vilen bidrage til fokusering, klarere prioriteter og stærkere opmærksomhed i EU-kredsen.

Olie, gas, mineraler

Ønsket om adgang til de store forekomster af olie, gas, mineraler, fisk, nye handelsruter og andre ressourcer i Arktis udgør som nævnt den anden grundpille i Vilens fokus. Geologiske analyser viste for 10 år siden, at op mod 13 procent af klodens endnu uudnyttede reserver af olie og 30 pct. af reserverne af naturgas formentlig findes i Arktis.

Tilsvarende er den arktiske region rig på en række mineraler, der anses som strategiske for den fortsatte udvikling af europæisk industri, fordi der ventes voksende global mangel på dem. Det gælder eksempelvis de såkaldte sjældne jordarter, der udnyttes i en række moderne teknologier — vindmøller, elbiler, mv. og som Grønland er rig på — men også andre. Udvindingen af disse arktiske ressourcer kompliceres dog af den arktiske naturs sårbarhed — en dualitet, der nu vil afspejles i det kommende policy paper:

“Den Europæiske Union har behov for ressourcerne i Arktis også i fremtiden, så vores arktiske politik bør være fokuseret på bæredygtig udvikling. Vi har behov for olie, vi har behov for gassen, men den arktiske region er ekstremt sårbar, så hvad vi en foretager os der, må ske med den bedst tilgængelige technology og under hensyn til skrøbeligheden i den arktiske natur. Hvis vi ser positivt på det, kan Arktis ses som et laboratorium for bæredygtig økonomisk aktivitet, der kan udbredes til hele Europa,” forklarer Vilen.

Under disse to tematiske overskrifter — geopolitikken og ressourcerne — har han udpeget fire temaer, der vil optræde som prioriterede pejlemærker: Klimaforandringer, forskning og innovation, connectivity (internet, tog, fly, veje, infrastruktur) og de demografiske udfordringer i Arktis; urbaniseringen i Arktis skaber nye udfordringer både i byerne og i de forvejen tyndtbefolkede yderområder.

Forskningen fik allerede i 2016 en fremtrædende placering i EU’s arktiske politik, og nu skærpes dette fokus. Forskning og innovation er det eneste politikområde, der ifølge de gældende forslag til EU’s næste syvårsbudget kan se frem til øgede bevillinger, og den arktiske forskning kan ifølge Vilen se frem til en særlig anbefaling i det kommende Policy Paper:

“Den næste ramme for EU’s budget og de investeringer i forskning, der følger med, bør have en særlig arktisk vinkel,” siger han. Ligesom mange af de arktiske regeringer ser han to særlige formål for sig. Forskningen og innovationsindsatserne skal bidrage til at finde svar på klimaforandringerne, men samtidig sikre, at EU-landene kan tage del i en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne i Arktis:

“Forskning og innovation tænkes ind i vores arktiske politik som et middel til at øge mulighederne for at udnytte naturressourcerne på en bæredygtig måde og som et svar på de udfordringer, klimaforandringerne skaber,” siger han.

EU vigtig i Arktis

EU har ingen officiel plads i Arktisk Råd, det centrale politiske organ for de otte arktiske nationer og de arktiske folk. Kina, Japan, Sydkorea og en række europæiske nationer har plads som observatører i Rådet, men Rusland blokerer som led i sanktionskrigen med EU efter Rusland annektering af Krim EU’s ansøgning om observatørstatus. Ifølge Vilen er det dog ingen hindring for EU’s virke i Arktis:

“I praksis har det ikke påvirket EU’s engagement på nogen måde. Vi fortsætter med at arbejde som de facto observatør i arbejdsgrupperne, en hel del af gruppernes materielle informationer kommer fra EU-kommissionens organer, og det samme gør en stor del af finansieringen af projekter. Så vi er inde. Vores de jure position er ikke på plads, men vores de facto position er,” siger han.

EU har i en årrække spillet en vigtig, omend diffus rolle i Arktis. EU-landene Sverige og Finland består delvist af arktiske landområder, der reguleres af EU-lovgivning.  Kongeriget Danmark omfatter som bekendt Færøerne og Grønland, og selvom både Færøerne og Grønland står udenfor EU, er de begge påvirket af EU via Danmarks medlemskab og i kraft af en række internationale aftaler med betydning for Nordatlanten.

Grønland nyder som det eneste af EU’s såkaldte Overseas Countries and Territories særlig plads i EU’s budget, og har længe haft faste indtægter fra fiskeriaftaler og en særlig partnerskabsaftale med EU. Norge og Island er begge som bekendt en del af EEA og dermed af EU’s indre marked. EU er en vigtig aftager af fisk, rejer, mineraler, gas m.v. fra Arktis og en central sponsor af arktisk forskning.

EU’s medvirken til regulering af fiskeri, shipping og olie- og gasudvinding i Arktis og industriproduktion i EU-landene bidrager konstant til den luftforurening i Arktis, der accelererer klimaforandringerne.

 

Nøkkelord