Analyse: Danmarks kronprins promoverer Grønland uanset trang til løsrivelse

Den danske kronprins Frederik deltok aktivt under promoteringen av Grønland i Canada sist uke. (Foto: Karolina Vaseva/Denmark in Canada).
Den danske kronprins Frederik deltok aktivt under promoteringen av Grønland i Canada sist uke. (Foto: Karolina Vaseva/Denmark in Canada).
Den danske kronprins Frederik har i de seneste dage i Canada deltaget som meget velkommen frontfigur for den hidtil største erhvervsdelegation til promovering af Grønland som attraktivt forretningsland. Bakgrunnen beskriver Martin Breum i denne analysen.

Det er en foreløbig kulmination på udstrakt dansk hjælp til international markedsføring af Grønland. 

Her lægger selveste den danske kongefamilie sig i selen for at bistå med at trække investorer og erhvervsaktivitet til Grønland, og den danske regering hjælper til. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt deltog også.

For en del almindelige danskere kan denne støtte fra kongehus og regering fremstå paradoksal, og også for den utrænede uden for Danmark kan spørgsmålet melde sig: Hvorfor går kronprinsen og den danske regering så aktivt til værks, når seneste meningsmåling viser, at to tredjedele af grønlænderne ønsker at løsrive sig fra Danmark? Hvorfor så ihærdigt hjælpe partneren, når denne så hedt ønsker skilsmissen?

Mine-messe

Først det konkrete: Kronprins Frederik fik en invitation fra Dansk Industri og arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv i Nuuk og har netop stået i spidsen for cirka 70 mennesker fra 36 små og store danske og grønlandske virksomheder.

Målet var at fremstille Grønland som attraktivt for den globale mineindustri. Henover weekenden har kronprinsen fire gange optrådt i Canada i forbindelse med verdens største messe for mineindustrien arrangeret af Prospectors and Developers Association of Canada (PDAC).

Messen finder sted hvert år i Toronto, Canadas finansielle hovedstad, og som man kan læse på den danske ambassades hjemmeside var det ventet, at cirka 26,000 gæster fra 125 lande ville deltage i år. PDAC har i sig selv 8.000 medlemmer, så den grønlandsk-danske delegation har i sammenhængen været beskeden, men det var den hidtil største af sin art ved en messe, som Selvstyret i Nuuk tillægger stor betydning. Kronprinsen optrådte med andre ord i direkte flugt med den erhvervspolitiske linje, de politiske beslutningstagere i Nuuk har lagt.

Langsom fremdrift

Udviklingen af en mineindustri indgår centralt i Naalakkersuisut, Grønlands landsstyres, arbejde på at mindske Grønlands afhængighed af blokstilskuddet fra Danmark. Det går ikke hurtigt. Grønland er på fem år raslet fra en 7. plads til plads nr. 63 i det internationale Fraser-instituts survey, hvor 2600 operatører i den globale mineindustri vurderer en række nationers egenskaber som mineland. Det er uheldigt, for Grønland har hårdt brug for nye indtægter.

Fisk og især rejer udgør fortsat 96 procent af Grønlands eksport, mens bloktilskuddet fra København dækker cirka halvdelen af de offentlige udgifter.

Olie- og gasforretningen i Grønland er for tiden en ballon uden luft; i hvert fald er efterforskningen lagt på is af de faldende oliepriser. Der er ingen gas- eller olieproduktion i Grønland. Ledelsen i Nuuk forsøger fortsat at tiltrække olie- og gasindustrien, men der sker kun lidt. Et lille britisk selskab, Greenland Oil and Gas Ltd., har søgt om tilladelse til at bore efter olie på land i Østgrønland, men ingen boringer i havet har fundet sted siden 2011, og en række olieselskaber har opgivet deres koncessioner i Grønland.

Flere nationer er i gang

I minesektoren går det anderledes fremad, om end fra et lavt udgangspunkt. Ifølge den seneste økonomiske analyse fra  Grønlands økonomiske råd gik der efter nedlukningen af en guldmine i Sydgrønland i 2013 en årrække, hvor ingen minedrift fandt sted.

I 2017 begyndte selskabet LNS Greenland Gems at udvinde rubiner ved Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk, hvor cirka 30 mennesker nu er beskæftiget. Cirka samme antal arbejder for Hudson Greenland, der for nylig begyndte at udvinde anorthosit, der anvendes til glasfiber, på kanten af Kangerlussuaq-fjorden. Et canadisk selskab har planer tæt på Thule Air Base; North American Nickel har længe ledt efter nikkel ved Maniitsoq, og i 2016 fik det australske selskab Ironbark tilladelse til udvinding af zink og bly ved Citronen Fjord i det fjerne Nordgrønland.

Endelig ligger to-tre projekter i støbeskeen i Sydgrønland. Et canadisk-islandsk selskab vil genoplive en gammel guldmine i Sydgrønland, og to australske sigter på de såkaldte sjældne jordarter, der anvendes i en række moderne teknologier. Ingen af disse tre har endnu udvindingstilladelse, og det mest kendte af projekterne, en mine på toppen af Kvanefjeldet ved Narsaq, er dybt kontroversiel i Grønland. Her vil uran følge med de sjældne jordarter op ad klippen som lukrativt biprodukt, og politikerne i Nuuk er delt i to lige store grupper, der er henholdsvis positivt stemt og lodret imod. En mindre del af selskabet ejes af den kinesiske koncern Shenge.

Tempoet i Grønlands mineindustri er med andre ord ikke hæsblæsende og slet ikke på højde med de forhåbninger, der blomstrede i Nuuk for bare fem år siden, så Selvstyret i Nuuk har været glade for kronprinsens hjælp.

Hvorfor kronprinsen?

Og nu tilbage til det tilsyneladende paradoksale: Hvorfor kaster både kongehus og regering sig så energisk ind i udviklingen i Grønland, når formålet med denne udvikling for Grønlands politiske ledelse ikke mindst er at gøre Grønland rede til løsrivelse fra Danmark?

Nogen endelig afklaring af motiverne er det selvsagt ikke muligt at levere, men et par forhold er værd at notere.

Kronprinsens personlige kærlighed til Grønland er veldokumenteret; han har rejst langt og intenst i Grønland, har grønlandske venner, to af hans børn har grønlandske mellemnavne´; hans velvilje var givet på forhånd. Den danske regering agerer formentlig også nærmest per refleks i denne sag: Det har siden 2. verdenskrig være klassisk dansk politisk tænkning, at et øget dansk erhvervsengagement i Grønland vil tjene to formål: Det vil være godt for Grønland og det vil gøre mere for at fastholde den historiske forbindelse mellem Grønland og Danmark end nok så mange politiske erklæringer.

Statsminister Hans Hedtoft (S) nedfældede tesen allerede i 1948: “Hvis vi bygger en erhvervspolitik mellem Danmark og Grønland ... bygger vi et fundament for et varigt forhold mellem Danmark og Grønland, der vil være stærkere end sentimentale talemåder om fælles nationale følelser,” skrev han.

Også Løkke er aktiv

Den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussens aktive engagement i to nye grønlandske lufthavne, hvor Danmark i 2018 købte andel for 700 millioner kroner plus lån, lægger sig i samme bane. Ejerskabsaftalen med Grønland blev underskrevet af Lars Løkke Rasmussen og formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen onsdag i sidste uge, og statsministerens driftighed følges af yderligere 198 millioner kroner til andre erhvervsprojekter.

Det er også værd at huske, at Grønlands økonomi ikke blot et grønlandsk anliggende. Grønlænderne har siden 1953 været danske statsborgere og ansvaret for deres ve og vel ligger i sidste ende hos den danske regering, uanset at Grønland siden 2009 har haft Selvstyre og dermed udstrakt frihed til at bestemme over egne anliggender. Skulle det mod forventning gå helt galt med økonomien i Grønland, sådan at levestandarden falder til et utåleligt niveau langt under den danske, betyder aftalen om Grønlands Selvstyre mindre. I det tilfælde vil ansvaret hvile lige så tungt på den danske regering, som hvis børnene gik sultne i seng og plejehjemmene brød sammen på Bornholm.

Når den danske ambassade i Beijing, som det er sket flere gange, hjælper grønlandske delegationer med at tiltrække kinesiske investorer, og når kronprinsen promoverer Grønland i Canada, dækker det med andre ord formentlig over et oprigtigt ønske om at gøre livet bedre for borgerne i Grønland. Men det gælder dybest set også om at sikre rigsfællesskabet og langtidssikre den grønlandske økonomi, så der heller ikke på den lange bane bliver behov for forstærket hjælp eller politisk kontroversielle indgreb fra dansk side.

De velkendte sociale problemer i Grønland, især for svært stillede børn, har allerede fået regeringens støtteparti Dansk Folkeparti til at foreslå, at regeringen gen-overtager styringen af det sociale arbejde i Grønland — det vil være et voldsomt indgreb i den gældende magtdeling indenfor Selvstyreordningen.

Ønsker synlige resultater

Aktuelt har det muligvis også spillet ind, at det ikke mindst er velrenommerede danske virksomheder og deres datterselskaber i Grønland, der øjner gevinster i den grønlandske undergrund. Hvis en mineindustri for alvor vokser frem i Grønland vil den lokale økonomi forbedres af ethvert job, der skabes, af den øgede omsætning i samfundet, af royalties fra mineraludvindingen og af skatteindtægter fra virksomheder og ansatte. Men en pæn del af overskuddet vil blive trukket ud af Grønland af de internationale mineselskaber, der skal drive forretningen, og af deres underleverandører, herunder danske entreprenører og rådgivere og deres grønlandske datterselskaber.

Endelig er det værd at notere, at Lars Løkke Rasmussens regering aktuelt synes ekstra optaget af at skabe konkrete og synlige resultater i Grønland; et fokus, som kronprinsens medvirken i Canada passer i som et æg i sin skal. Tanken er for så vidt enkel: Ved synligt og aktivt at bistå de grønlandske politikere, institutioner og virksomheder med at skabe job, udvikling, indtægter og fremgang i Grønland vil regeringen illustrere, at rigsfællesskabet er til gavn for Grønland — ikke det modsatte, sådan som en del i Grønland synes at mene.

Det gode spørgsmål er selvsagt, om borgerne i Grønland er klar til at tegne abonnement på denne form for politisk, og nu royalt, understøttede logik.

 

Nøkkelord